Om Kasper

Kasper med en kasse bananerIntroduktion

For at gøre det nemmere at forstå mine indlæg og svar, er det vigtigt at vide hvad jeg vil opnå med den kost jeg spiser, hvilken baggrund der er, for at jeg vil ændre min kost, og hvor jeg er lige nu.

Jeg har ingen intentioner om at sælge kostrelaterede produkter. Det eneste jeg har interesse i, er at fortælle om min udvikling, mine resultater og informere om hvad jeg tror på er sandt og falskt i den moderne opfattelse af sund kost og sundhed generelt.

Min uddannelsesbaggrund har meget lidt med kost at gøre, derfor vil jeg altid anbefale folk til selv at forske i, hvad sund kost sandsynligvis er. Læs de bøger og se de videoer eller film jeg omtaler eller lign. og dan derudfra dit eget syn på sund kost.

 

(red. Kasper studerer nu ernæringsrelaterede fag på Københavns Universitet)

Hvad fik mig til at tænke på sundhed?

Jeg kan huske en dag i 7. klasse, hvor jeg kløede mig det sædvanlige sted i baghovedet, hvor mine klassekammerater fik øje på skællignende flager der sneede fra mit hår og ned på mine skuldre. Jeg blev fuldstændig panisk og vidste slet ikke hvordan jeg skulle forholde mig til situationen. Heldigvis var mine klassekammerater ikke lige så sarte som mig og forklarede mig, at det nok bare var skæl, hvilket gjorde mig mere rolig.

Da jeg kom hjem, fandt min familie hurtigt ud af, at det nok ikke var skæl, men en svamp-lignende hudinfektion. Efter et par besøg hos lægen, blev det konstateret, at jeg havde fået hudlidelsen psoriasis (jeg fik dog taget en hudbiopsi nogle år senere, der viste at det ikke var psoriasis, men noget andet som jeg ikke kunne få ordentligt forklaret).
Da den personlige læge ikke må udskrive recepter på stærk medicin mod hudlidelser, blev jeg sendt videre til hudlægen og der gik ikke lang tid, før det gik op for mig, at det var en hudlidelse, der ikke kunne kureres (kronisk hudlidelse). Det eneste jeg kunne stille op, var at bruge medicin for at lindre symptomerne.

Da jeg var fanget i hudlægernes greb og fanget af afhængigheden af symptomlindrende medicin, kunne jeg også ligeså godt komme i behandling med mine bumser (ansigt, ryg og bryst).
Mine hudlidelser blev mere og mere en del af min hverdag og en del af mig. Jeg havde et bredt udvalg af medicin og cremer som jeg dagligt skulle bruge for at kunne fungere nogenlunde normalt.

Min konstante kamp mod mine hudlidelser påvirkede især min psyke. Jeg var meget pinlig og utilpas over at vise mig frem, da mine hudlidelser var værst. Jeg skulle også være opmærksom på, at jeg havde min medicin med mig, hvor end jeg skulle opholde mig i over et døgn. Det kunne begrænse mig i at være social, hvor jeg f.eks. kunne finde på at sidde alene hjemme, frem for at tage i byen og hygge mig med mine venner.

Efterhånden som jeg blev ældre, blev mine hudlidelser mindre og mindre et problem for mig. Det gik stille og roligt op for mig, at der ikke var meget jeg kunne gøre for at slippe af med dem og jeg begyndte at acceptere frem for at kæmpe imod min akne og mit eksem. Men jeg brugte stadig min medicin, hvilket var en belastende morgen- og aftenrutine.

Efter små 10 år med forskelligt medicin fra hudlægerne, kunne jeg ikke mærke nogen forbedringer. De steder hvor der var problemer kan man argumentere for at symptomerne blev holdt nede, men egentlig blussede der løbende nye steder op og faktisk en helt ny type hudirritation (Små kløende knopper op ad ben og ryg, ikke bumser).

Det gik op for mig at min kost og livsstil kunne have en indflydelse på mine hudproblemer, hvilket gav mig blod på tanden til at ”forske” i, hvordan jeg kunne leve sundere.

Før jeg begyndte at gå op i sundhed, så min livsstil ikke særlig god ud. Jeg spiste ikke altid regelmæssigt, sprang morgenmaden over eller spiste den meget sent, drak ikke altid nok vand og jeg spiste ikke dagligt frugt og grønt. Jeg fik heller ikke bevæget mig sønderligt meget og fik ikke nok søvn. Mit humør svingede meget. Det ene tidspunkt kunne jeg være glad og klar på sjov, mens jeg på det andet tidspunkt kunne være deprimeret, doven og apatisk.

Hvordan begyndte jeg så at leve sundere?

Jeg havde hørt om ”The Gerson Therapy” fra min storebror Grzegorz, så jeg begyndte at forske lidt i at juice. Jeg så bl.a. filmen ”Fat Sick and Nearly Dead”, som handler om en mand, der er dødeligt syg og vil helbrede sig selv ved at gå på en juice faste i 60 dage. Jeg lånte en juicer af min mor, og begyndte at eksperimentere med at juice forskellige frugter og grøntsager. Det gav mig mere energi og klarhed og det kunne mærkes lyn hurtigt, efter indtagelse af juicen.

Jeg begyndte også at spise mere salat, minimum 200 gram dagligt, og mindre kød.

I min søgning på en sundere livsstil, stødte jeg konstant på ”raw food”. Mest fordi at de ”juice-guruer” jeg fulgte, ofte levede 99 % af rå plantebaseret kost, med undtagelse af nogle få ting som (nogle) nødder og diverse ingredienser.
Det gav mening for mig at rå frugt og grønt, efter sigende skulle have mere næring og intakt struktur fremfor kogt mad. Derfor blev raw food hurtigt et fokuspunkt og et mål for mig som kostvane.

Jo dybere jeg kom ind i raw food, jo flere forskellige retninger blev jeg oplyst om. Der var nogle der spiste meget fedt (nødder, avocado, olier, kokus), nogle drak mest juice og spiste mindst 1 kg grønne blade om dagen, nogle supplerede endda med animalske produkter og stimulerende stoffer som kakao og vitaminer mens andre spiste 30 bananer om dagen. Det var lidt ligesom religion, der er så mange forskellige retninger, når der egentligt bare burde være én, så der var grund til forvirring.

Jeg blev informeret om programmer, hvor man kan indtaste, hvad man har spist i løbet af dagen og få at vide hvor mange kalorier, vitaminer og mineraler man har indtaget. Jeg fandt ud af at man ikke kunne få tilfredsstillet sit kaloriebehov med salat og den mængde juice jeg drak. Så for at leve 100% raw, skulle jeg enten drikke meget mere juice, eller finde en anden raw food retning at følge.
Efter at have ”lidt” under lange prædiker om hele planter fra min storebror i nogle år, var jeg ret sikker på, at det var bedre at spise frugten eller grøntsagen som den fandtes hel, i stedet for at isolere saften fra fibrene. Så jeg ville prøve at finde en lidt anden retning. Jeg havde selvfølgelig set en masse lærerige videoer på youtube hvor jeg af og til så og hørte en mand, der havde et meget logisk syn på kost og livstil der bare gav mening. Desuden så han super sund og fit ud, ift. hans alder. Han hed Douglas Graham, og var tilsyneladende forfader til raw 80/10/10 kosten. Denne retning blev lynhurtigt mit nye kostmæssige fokuspunkt og mål.

Kan jeg mærke nogle forbedringer efter jeg har fokuseret på en sundere kost og livsstil?

Da jeg begyndte at fokusere på mere salat og juice, begyndte jeg at tabe mig ret hurtigt, men det var meget på grund af, at jeg heller ikke fik nok kalorier. Overvægt var dog ikke noget, som var et stort problem for mig, men jeg vejede mere end min ”idealvægt”.
Da jeg vejede mest, vejede jeg omkring 78 kg og jeg er 175 cm høj.

På det mentale plan kunne jeg mærke små forbedringer, men det var mest kort efter indtagelse af juice at jeg blev ordentlig ”klar” i min tankegang. På grund af at jeg stadig fik for lidt gode kalorier, havde jeg ikke nok ”benzin i tanken” til at kunne præstere optimalt.

Det var først da jeg stoppede med at indtage animalske produkter og begyndte at interessere mig for kalorier fra rigtige kilder, at jeg begyndte at mærke markante forbedringer. Selvfølgelig havde jeg også mere fokus på at få vand og søvn nok.

Min hud begyndte faktisk ret hurtigt at vise forbedringer. Den ”nye” hudlidelse jeg beskrev tidligere forsvandt inden for en måned, min akne kom mere i bero og mit eksemområde blev løbende mindre og mindre.

Ja, jeg var 4 måneder inde i en isotretinoin/akkutin pillekur, da jeg stoppede med at spise animalske produkter (påsken 2013). Jeg fortsatte med kuren, til jeg havde gennemført den 6 måneders behandling, der blev anbefalet af hudlægen. Derfor er det usikkert at sige om hudforbedringerne skyldes pillekuren eller livsstilsændringerne.
Mine hudproblemer var dog ikke helt væk da jeg var færdig med pillekuren, men forbedringerne fortsatte, især med bumserne, der fik lov til at ”hele” af sig selv, uden at huden blev påvirket af medikamenter.

På det mentale plan kunne jeg også mærke forbedringer. Jeg blev mindre apatisk, mere klar og fik generelt mere overskud.

Hvor er jeg nu?

I dag har jeg levet efter en 80/10/10 plantebaseret kost i omkring 3 måneder. Jeg har levet råt når jeg kunne, og spist kogte brune ris/fuldkornspasta/kartofler (stivelse) når jeg løb tør for rå spiselige planter. Jeg stræber efter at leve 100% råt, så kogt mad er kun backup. Lige nu er det 3 uger siden jeg sidst har spist kogt mad, hvilket jeg håber jeg kan holde kørende. Nu er det ikke fordi at jeg mener at kogt mad er helt forfærdeligt, og det er bestemt ikke usundt, men jeg kan mærke på min krop at jeg har det meget bedre med råt mad, da det fordøjes bedre end stivelse.

Da jeg startede med at leve efter raw food retningen 80/10/10, som lægger vægt på at spise meget frugt, var det svært at finde ud af hvilket frugt jeg skulle spise og hvor meget. Det var især svært at finde ud af hvornår de forskellige frugter var modne og klar til at blive spist. I dag synes jeg at jeg har let ved at leve 100% af rå frugt og grønt. Jeg ved hvad jeg skal købe og hvor og jeg ved hvornår de fleste frugter er klar til at blive spist.

Hvis der er nogle der er interesserede i min vægt, så ligger den typisk mellem 66 og 69 kg, henholdsvis morgen og aften. Jeg vejer mig af og til af nysgerrighed, men det er egentligt ikke noget jeg går op i.

Mine hudproblemer ser sådan ud, at mit eksem rundt omkring på kroppen er så godt som væk. Jeg får stadig kløe enkelte steder i hovedbunden, som jeg er spændt på at se udviklingen på, uden medicin.
Men det er vel hvad man kan forvente, når man har brugt hårvoks næsten dagligt i 8 år Wink 
Jeg kunne også forestille mig at en kortklipning kunne hjælpe på irritationen, da solen påvirker huden positivt.

Her er et billede af det sted på kroppen, på nær hovedbunden, hvor jeg har døjet mest med min eksem (kløe, synlighed og sværest at holde nede), mit venstre ben:

Bumser er stort set ikke et problem for mig mere. Jeg får langt færre bumser i ansigtet, og når de kommer, er de slet ikke ligeså store og ømme som førhen.

På min ryg lægger jeg slet ikke mærke til bumser mere, hvis der er nogen overhovedet.

Jeg er blevet meget mere stabil i mit humør (givet at jeg får nok vand, søvn og kalorier). Jeg er blevet bedre til at takle situationer i hverdagen, jeg tænker mere klart, jeg har mere energi, jeg føler mig stærkere og jeg har mere overskud og udholdenhed.

Hvad er det jeg vil opnå med livsstilen og HelePlanter.dk?

Jeg vil gerne være RASK for altid, uden at skulle bruge medicin for at kunne leve livet fuldt ud.

Der er en stor del af befolkningen der er forvirrede, når det handler om emnet kost. Vi får konstant en masse forskellige ting at vide fra medier og propaganda på siden af lastbiler, plakater og reklamer i forskellige blade mv. Den ene dag skal vi A og den anden dag B.

Sund kost burde ikke være noget der hersker sig nogen tvivl om, men der er MANGE penge i at sælge forskellige fødevarer. De forskellige fødevareindustrier er så interesserede i at tjene penge på befolkningen, at de betaler store summer til ”eksperter” for at promovere egentlig usund kost som værende sundt. Jeg har ingen specifik kilde til ovenstående, men man skal være naiv for at tro på at det ikke forekommer.

Hverken fødevareindustrien eller medicinindustrien er interesserede i at befolkningen er sund og rask, derfor bliver vi pumpet med positiv information om kost der ikke nødvendigvis giver mening, men helt sikkert giver meget mønt! Hvad ville medicinindustrien være uden syge mennesker, uden type 2 diabetikere, uden deprimerede, uden hudlidelser og uden hjertekarsygdomme? Hvad ville Arla være uden mennesker, der ikke ved at de er voksne mennesker, som ikke behøver mælk fra andre dyrearter? Hvad ville Danish Crown være uden mennesker, der tror, at indtagelse af kød er nødvendigt for menneskets velvære?

Med HelePlanter.dk vil jeg være med til at starte en debat og være et eksempel på, hvad der sker med et menneske, der ikke spiser animalske produkter, og spiser 80-90 % af sine 3-4000 daglige kalorier fra kulhydrater. Jeg vil råbe højt om mine erfaringer og forske videre i hvad sund og usund kost og livsstil gør ved vores kroppe.
Det vigtigste for mig er, at den danske befolkning får mulighed for at have en finger på pulsen angående sund kost, selvom de ikke kan læse tunge videnskabelige bøger på engelsk. Hvis det bare kan få enkelte personer til at tænke sig om næste gang de tager 1 eller 5 liter mælk ud af supermarkedernes kølediske, ville det være en kæmpe sejr for mig!

 

Hilsen,

Kasper

 

Tags: 

Vedhæft filer

Billedikon Kasper med en kasse bananer
Billedikon Beneksem førefter.jpg
Billedikon casein.jpg

Kommentarer

Planteavlers billede

Godt gået og flot skrevet Bananmand! 

Jeg har et par noter og spørgsmål til dit indlæg.

Du anbefaler at undersøge de kilder du omtaler, men jeg vil også anbefale at undersøge andre kilde. Det giver det bedste og mest objektive syn på din undersøgelse af den sandsynligt korrekte kost.

Du bliver meget mere apatisk, når du ikke får din sin søvn og er underernæret Wink

Hvordan vurderer du hvad og hvor du skal købe dine spiselige hele planter?

Det er da en voldsom transformation fra 78 til 66 kg. Kan du beskrive hvordan du oplevede det?

Jeg kan anbefale at anvende frugt og grønt på din hud, så den heler hurtigere, end hvis du kun anvender frugt og grønt til indvortes brug. Eksempler på planter, som gavner huden:  Avocado, Aloe Vera, Ananas, og agurk. Du kan også mixe honning i og mel frugten, så kan klæbe lidt bedre. En god kradser, som du kun må anvende i 10-15 minutter er et honning og hvidløgsmix, som skal skylles godt af efterfølgende, da hvidløg kan svie huden. Det er godt at bruge Avocado, Aloe Vera, eller olivenolie efterfølgende for at give huden fugt.

Venlig hilsen GrN.dk, udvikling af hjemmesider, regneark (Excel/VBA), datahåndtering, logistik- og økonomimodeller. | Vegansk Youtube - Plant Sugar |  Veganske Boxershorts | Vegansk Landbrugsferie

Kaspers billede

Tak Wink

Ja, jeg vil også anbefale at undersøge alle kilder man kan få fat i, for at danne sig et billede af hvad optimal kost sandsynligvis er, det var en smutter.

Det er korrekt, at det kan gå mig mere på, hvis jeg får ALT for lidt søvn og mad i dag, i forhold til førhen. Men du kan heller ikke sammenligne de to ting. Førhen var der ikke noget der hed for lidt mad, da der altid var noget man lige kunne spise. I dag går jeg op i hvad jeg spiser og i hvilken sammensætning. Hvis jeg ikke har planlagt tingene ordentligt, samtidig med at jeg har sovet for lidt og måske arbejdet en 9 timers morgenvagt, kan jeg godt virke lidt ved siden af mig selv. Både fordi at jeg er lidt irriteret på mig selv over ikke at have planlagt min mad ordentlig, fordi jeg ikke har energi nok og fordi der er en masse andre småting der "ikke lige spiller" når jeg møder op til familiefester (tænker at det er i den sammenhæng du hentyder til). 

Men jeg ser det som positive ting. Nu ved jeg hvor mine grænser ligger, hvad jeg skal planlægge bedre og hvornår jeg skal melde fra og hvile i stedet. 

Ind til videre har jeg ikke gået særlig meget i dybden med hvilke kilder jeg får min mad fra, da jeg står til at skulle flytte til København (fra Silkeborg) inden længe. Det vigtigste for mig pt. er at have bananer nok. Den måde jeg beslutter hvor jeg køber mine bananer på, er at jeg går ind på tilbudsugen.dk og ser om der er nogen der kører tilbud på bananer. Hvis det ikke er tilfældet, køber jeg som regel mine bananer i Fakta (Dominique, Colombia), da de har dem liggende i kasser (et kæmpe plus) og de smager godt. Jeg kan godt lide, at jeg er den første, der håndterer mine bananer efter de er kommet i kasser og blevet transporteret. Jeg har dårlige erfaringer med at købe bananer der ligger hulter til bulter på et bord, som har fået tæsk siden de blev taget op af kassen. Det er især sådanne bananer, der kan have bløde pletter, når de modnes.
Hvis jeg støder på et godt tilbud på en frugt, køber jeg også store mængder af den specifikke frugt. Ellers køber jeg bare det frugt, jeg lige har lyst til. 
Mht. grønt, køber jeg det der kan købes økologisk i butikkerne. I øjeblikket er det hjertesalat der er "on fire" i Danmark, så det bliver der kørt en del ned af. Jeg er også begyndt at være en stor fan af selleri, som jeg kun har kunnet finde økologisk i føtex. 

Jeg ved at supermarkedet ikke er den optimale kilde til frugt og grønt, så jeg vil arbejde på at finde nogle bedre kilder til frugt og grønt, når jeg har bosat mig i København.

Mht. min vægt transformation, så tog det jo lidt tid. Det jeg kunne mærke var de "udrensnings symptomer" i sammenhæng med min kostændring. Øget snue, ændring fra ildelugtende afføring til ikke-lugtende afføring osv.

Hvidløg?? Fy for den lede! Aldrig i livet.
Jeg har overvejet at smøre min hud med Aloe Vera, men det var dengang det kløede helt vildt. Så længe jeg ikke bliver påvirket af hudproblemer og  jeg kan se forbedringer i min hud udelukkende ved hjælp af nær optimal kost, kan jeg ikke se nogen grund til at smøre mig med planter.

 

 

Det er altid godt at høre, hvor meget maden i sig selv kan gøre, fra mennesker der ikke er inden for phyto-branchen Smile

Jeg er helt sikker med på, at raw food i mange henseender er godt, men at det oftest kun er muligt at leve efter det ca 80% - altså skal man have 20% af sin mad der er blevet tilberedt på en eller anden måde - dermed ikke sagt at det skal skamkoges til det ikke har bid :)  mange raw food entusiaster  mener jo også at det okay at der anvendes temperaturer op til 42 grader - så hvis man har en tørremaskine eller ovn der kan sættes på lave varme grader er det muligt at tilberede forskellig slags mad - det er bare med at være kreativ Smile

I forhold til at kunne optage mange næringsstoffer fra planter kan et hurtigt opkog eller bare blanchering faktisk være godt at gøre brug af når det kommer til nogle grøntsager og især hvis ens fordøjelse ikke bryder sig om det, da det ikke er alle mennesker som har gavn af en overvægt af helt rå grøntsager.

Selvom du gør brug af et særligt måleudstyr - som jeg altså ikke kender meget til, kan jeg dog sætte spørgsmålstegn ved om den kan "fortælle" dig om du får alle de essentielle aminosyre fra kosten- som jo er en vigtig del ift at føle overskud. meget grønt, nødder og kerner skal jo komplementeres med andet før man kan få alle nødvendige aminosyrer. Her kan fx hamp protein pulver være en god løsning som kan blandes i alt (og er egnet som raw food) og  quinoa, som jo godtnok skal koges, men er efter min mening en langt bedre erstatning for pasta og kartofler.

For at vende tilbage til huden - det kan tage rigtig lang tid om at bedres, da som du selv siger- er en kæmpe udrenselsproces. Der er rigtig mange gode ting som phytoterapeuter kan hjælpe med - som foruden at hjælpe med kosten (som du jo efterhånden ved en del om) også kan sætte det optimale program for dig til yderligere at hjælpe kroppen og huden med at regenere med planteekstrakter. Yderligere er det rigtig vigtigt med gode olier ind som udvortes for at gøre cellerne fleksible, hvor du selv kan lave udtræk af eksempelvis morgenfrue (blomsten) som er en kendt hudurt. se meget mere på urteskolens facebooks side, hvor der er masser af gode råd og måske kan det gøre dig interesseret i at opsøge en phytoterapeut - de er rundt omkring i landet, men nogle tilbyder også online konsultation.

http://www.urteliv.dk

Måden vi lever på har afgørende betydning for at holde vores kroppe sunde og raske.
Du kan altid fremme din sundhed med hjælp fra naturens spisekammer.

Fedt indlæg Kasper og tillykke med din exit ud af systemet Wink

Kan du fortælle lidt om hvordan en typisk dag ser ud for dig med hensyn til mad? Hvor meget du spiser og således?

Venligst Henrik

Kaspers billede

Mange tak Henrik Smile

Det kan jeg sagtens! 
Vil starte med at sige, at jeg er studerende med et begrænset budget, samtidig med at jeg har nedprioriteret den tid jeg bruger på at finde god frugt til fornuftige penge. (Det bliver der lavet om på snarest)

Det har derfor været oplagt for mig at satse på iranske dadler, da de er nemme at transportere (madpakke), de kan købes billigt i København, de har et HØJT indhold af kulhydrater og de går ikke hen og bliver dårlige efter kort tid (bør sættes på køl). 

Derfor vil en typisk dag ganske enkelt se sådan ud med hensyn til mad:
Altid én pakke dadler (min. 600g) som minimum inden klokken 17 (hvor jeg senest har fri på universitetet)
Derefter står den typisk på et bundt øko bladselleri på omkring 700g (Jeg køber dem pt. i irma, og de smager godt). Bladsellerien spiser jeg enten alene eller med / i en frugtsmoothie. Hvis der er bananer til 1 kr stk., vil smoothien bestå af bananer (omkring 2 Kg. bananer) eller bananer og dadler (en mængde som rammer omkring 2000 kcal, med størst mængde bananer) med vand som væske. Ellers er det en smoothie med en pakke dadler og vand.

Som du kan se, kan det godt løbe op i lidt mange dadler, og ja, det kan jeg godt blive træt af i længden. Derfor spiser jeg ca. 1 - 2 gange om ugen et kogt måltid i form af en slags stivelse, som det sidste måltid på dagen. 
En typisk dag med et kogt måltid stivelse kunne se således ud:

En pakke dadler inden klokken 17. Et halvt til et helt bundt øko bladselleri lidt før det kogte måltid. En lille salat til det kogte som består af 2 bakker øko bladgrønt (150 - 300g), 2 søde røde eller røde og gule øko peber (ca. 200g), lidt frosne øko ærter (ca. 100g), en halv til en hel øko agurk og evt. en avokado hvis jeg trænger til lidt fedt. Mht. stivelsen, har jeg det bedst med øko kartofler, som jeg køber i rema til 12 kr. pr 1.5 Kg. Jeg koger hele posen - 1.5 Kg. kartofler til sådan et måltid. En gang i mellem koger jeg brune ris (300-500g) eller meget sjældent fuldkorns pasta (500g). Jeg har haft nogle dårlige fordøjelsesmæssige oplevelser med pasta, hvorfor jeg kun yderst sjældent spiser pasta - for at gøre kål på mit pasta-lager Wink

Jeg satser på at ramme omkring 3200 - 4000 kcal om dagen som minimum. Nogle dage hvor jeg har fri eller læser til eksamen, kan jeg nemt komme op i 5000 - 6000 kcal, da jeg har mere tid til at spise Smile

Jeg har ikke taget på siden i sommer hvor jeg skrev artiklen Wink

Spørg endelig løs hvis du vil vide mere! Smile

Kasper