Planteenergi driver veganer på 68 km vesterhavsstrand

Efter 68 km siksak fladfodsløb på vesterhavsstrandenes skrånende, hårde og bløde sand blev jeg nødt til at standse Ekspedition HelePlanter 2014. Mine benmuskler var totalt udmattede og en stikkende smerte i venstre vrist begyndte at vise sig. De første 35 km var barfodet, mens de sidste 33 km blev tilbagelagt i minimalistiske barfodssko med 2 millimeter sål. Når jeg i dag kigger tilbage, var det en super oplevelse med opture og nedture, som jeg sent vil glemme.

Se også forberedelsen og huskelisten samt billedgalleriet. Video af ekspeditionen findes længere nede i artiklen.

Formålet med ekspeditionen var, at se om en almindelig kontorrotte med moderat løbetræning kan træne sig op til et langt løb med plantemad som ernæring.

En speciel tak til Kasper og Claus, som var en enorm hjælp både før og i forbindelse med løbet - et uundværligt planlægnings-, følge- og dokumentationshold i forbindelse med en fysisk og mental udfordring.

En stor tak til Peter Piskeben fra Løblet i Århus, som hjalp mig med at få bedre styr på fladfodsløbeteknikken.

Mange tak til Sanne fra Thyborøn Hotel, som har et vandrehjem tilknyttet, og sørgede for opredning af tre senge, så de stod klar til os om søndagen fra klokken 07:30 - selvom vi desværre ikke dukkede op.

Tak til alle som har fulgt med og støttet ekspeditionen før og i forbindelse med projektet.

Ernæring

Siden juni 2013 har jeg udelukkende spist plantebaserede fødevarer. Energifordelingen i planterne har været 80-10-10, som betyder minimum 80% kulhydrater, maksimum 10% protein og maksimum 10% fedt i kostens energifordeling. Ved en frugtbaseret kost havner du på omkring 90-5-5.

Dagene før

Jeg tog fri fra arbejde tre dage før startskuddet, hvor jeg spiste en masse frugt og grønt og samtidigt fik slappet helt af med udstrækning og tilstrækkelige mængder søvn. Jeg fjernede stivelsen fra min kost, for at tabe et par kg, så jeg ikke skulle slæbe rundt på unødvendig kropsvægt. Om fredagen kom jeg op på cirka 5.000 kcal, hvilket resulterede i en meget kulhydreret krop, hvilket var perfekt inden et hårdt døgn på stranden. Kroppen skulle omsætte den store mængde energi i løbet af nattet, hvilket dannede en del varme og et par svedture. På trods af varmeudviklingen var nattesøvnen ganske OK og jeg følte mig veludhvilet om morgenen efter cirka 10 timer i sengen.

• Claus havde sørget for at forplejningspunkterne var planlagt og Kasper havde sørget for at måle afstandene mellem hvert punkt.
• Kasper havde grundigt undersøgt hvor mange kulhydrater jeg skulle indtage i timen i regnearket: EHP Energiberegning - Ernæring.ods

Lørdag - den store dag

Vækkeuret ringer klokken 06:30 og der bliver drukket vand og bilen pakkes. Der er tre køleposer med køleelementer og en køletaske fyldt med banan- og dadelsmoothies samt gulerødder. Derudover er der 4 kg appelsiner, tørrede figner og abrikoser, som ikke er på køl. Klokken 07:10 drager Kasper og jeg mod Århus V. for at hente Claus (Druiden), hvorefter turen går mod Blåvand.

På grund af vejarbejde på motorvejen, er vi nødt til at køre gennem Esbjerg, og vi ankommer cirka 10:15, hvor vi gør os klar. Startskuddet fra stranden går klokken 10:30.

Starten går meget fint, jeg løber stille og roligt og hviler øjnene. Hver gang jeg skal urinere, lunter/går jeg op til klitterne og ordner sagerne. Underlaget er fantastisk - en blanding af sand og muslingeskaller i kompakt og behagelig form. Jeg løber ofte med de skønne sandstrømme, som bevæger sig hen over sandoverfladen.

Ved forplejningspunkterne starter jeg med at drikke vand, hvorefter jeg indtager noget banan-daddelsmoothie.

Ansigtet bliver skyllet og så er det videre. Indtagelsen af smoothie går for hurtigt og efter cirka 1 km efter forplejningspunktet mærker jeg en voldsom kvalme, hvor jeg bliver nødt til at gå i cirka 5 minutter. Kvalmen aftager og jeg løber let videre. Kvalmen skyldes sandsynligvis, at kroppen begynder at fordøje den store energimængde samtidigt med at jeg løber, hvorved der anvendes store mængder ilt til fordøjelsen. De arbejdende muskler kræver også ilt, og da der ikke tilføres tilstrækkelige mængder, sender kroppen et signal om, at jeg ikke bør fortsætte i samme tempo via kvalmen (blot min egen teori). Det hænger dog ikke sammen med, at jeg ikke var forpustet på noget tidspunkt på turen. Ved andet eller tredje forplejningspunkt ønsker jeg ikke at spise, da jeg er en smule skræmt af kvalmen. Samtidigt ved jeg, at jeg har behov for store mængder energi. Ved det efterfølgende punkt prøver jeg med et par bananer og en gulerod med på vejen. Kvalmen kommer ikke igen på samme måde, men jeg kan stadig mærke iltforbruget til fordøjelsen.

Når jeg kigger i bakspejlet, burde forløbet have været følgende: Løb 6-8km, derefter gå 2-3 km mens væske og dadel modtages i en rygsæk og indtages gående. Jeg kan heller ikke regne ud om dadel-banan-mixet var en god idé. Derudover indeholder smoothie en del vand, men det bliver ikke bedre at spise dadlerne hele, da de skal suppleres med vand alligevel.

Sandets beskaffenhed er meget forskelligt på forskellige områder af stranden, så der bliver løbet i siksak. På grund af ebbe og flod, er der områder med vand midt på stranden, som resulterer i områder med hældning både mod højre og venstre. Jeg prøver at variere underlagets hældning så ligeligt som muligt og prioriterer de mest flade strækninger. Den konstante opmærksomhed gør, at tiden går hurtigt, men det er et udfordrende element i løbet, som jeg undervurderer.

De første 35 km bliver tilbagelagt barfodet, men da fodsålen begynder at være mere øm end jeg bryder mig om, er det nødvendigt med beskyttelse. Når sandet sidder fast og falder af den bare fodsål, føles det nogle gange som om det er huden, der er ved at rive sig løs. Jeg undersøger fødderne fra tid til anden og ved de 35 km vælger jeg at tage mine minimalistiske 2mm løbesko på.

Omkring 6 km fra Hvide Sande sylter jeg mit toiletbesøg. Det er en fejl jeg ikke begår igen. Når frugt vil ud, så er det ikke nemt at holde tilbage, især i forbindelse med et langt strandløb. 5 km fra Hvide Sande begynder jeg at gå og smålunte, da jeg ellers ikke kan holde det tilbage. Jeg overvejer flere gange at gå op til klitterne og ordne sagerne, men stranden er bred og jeg synes der stadig er for mange mennesker rundt omkring, så jeg vælger at holde mig. Flere gange overvejer jeg at gå op til klitterne og på et tidspunkt er jeg faktisk på vej, men vælger at vende tilbage til strandkanten og det hårde sand. Efter en ubehagelig tur på stranden kommer jeg frem til en parkeringsplads ved Hvide Sande med toilet - jeg er meget glad.

Turen gennem Hvide Sande går godt, og jeg får indtaget noget smoothie og vand. Jeg kommer ned til vindmøllerne og stenrevlerne. Det hårde sand begynder at forsvinde og jeg står tilbage med blødt sand og sten. Et terræn der ikke er velegnet til en udmattet løber. Det begynder at blive hårdt psykisk. Tankerne flyver rundt, hvad er min gennemsnitsfart, har følgeholdet det godt, hvordan har familien det derhjemme, hvor langt er der tilbage - kan jeg nå det?! På et tidspunkt bliver det umuligt at løbe, da hvert løbeskridt føles som en hammer gennem kroppen. Ved de 60 km falder min hastighed til cirka 4 km i timen, hvor jeg begynder at gå hele tiden. Ved forplejningspunktet omkring de 62 km beder jeg om en rygsæk med juice, vand og regntøj. Jeg får jakke på og tankerne er alle steder. Jeg drikker vand mens jeg går og bliver nødt til at holde udstrækningspauser. Med 4 km i timen kan jeg ikke nå mit mål og jeg begynder at udtænke andre delmål. Risikoen for at noget kan gå galt, når det bliver mørkt på stranden bliver pludseligt skræmmende. Der er langt mellem forplejningspunkterne og følgeholdet har været i gang hele dagen. I tilfælde af uheld bliver det svært at finde mig og slæbe mig hen til bilen. Den nye plan er, at holde en lang pause på to timer, hvor jeg vil indtage væske og energi. Derefter skal det foregå i gåtempo på vejen, og så må vi se, hvor langt vi kommer. Her er delmålene 80, 90 og 100 km. Kasper går mig i møde inden vi når til forplejningspunktet i Søndervig - jeg er lykkelig for at se ham. Jeg humper op til bilen og sætter mig ind og får benene op. Kroppen ryster - ikke af kulde men af udmattelse. Lårmusklerne laver krampagtige bølgende bevægelser men jeg er ved godt mod. Jeg skal blot have væske og energi, og så er jeg klar igen.

Efter to timer i bilen, hvor jeg næsten er faldet i søvn revurderer jeg situationen og kaster håndklædet i ringen og GPS-uret bliver slukket. Teamet revurderer situationen, hviler et par timer og kører hjem til Århus. En hård tur, men med en masse oplevelser i sandet ved den danske vestkyst - fantastisk natur!

Flere billeder fra ekspeditionen.

Kommunikation

Kommunikationen med bilen foregik via mobiltelefonen, hvilket fungerede problemfrit. Der var ingen områder med manglende mobildækning. Den største udfordring var, at forplejningspunkterne ikke var markerede på forhånd med risiko for at gå glip af et forplejningspunkt. Cirka afstande mellem forplejningspunkterne var kendte, så det var muligt at følge med på GPS-uret. Jeg vidste hvornår næste stop kunne forventes. En enkelt gang var jeg tæt på at løbe for langt, og valgte at ringe til følgeholdet, som forklarede at de var forsinkede.

Følgeskader

Min venstre vrist var hævet dagen efter, men hævelsen aftog hurtigt dag 2 og dag 4 kunne jeg næsten ikke mærke skaden, og foden kunne næsten bevæges som den plejer. Min lænd kunne også mærkes, både dag 1, 2 og 3, men dag 4 var den næsten lige så god som før.

Godt løb til alle derude og pas på jer selv!

H3l3 P14nt3r 4 th3 \/\/1n.